Vandboring til Ouissiga

For at sikre rent drikkevand til de 3.000 indbyggere har vi fået repareret 2 eksisterende brønde og lukket én, da der kun var boret 60 m ned og ikke 85 m som påkrævet. Der manglede 2 vandboringer.

Baobab Fondens trofaste sponsorer har gjort det muligt at foretage en ny vandboring. I alt 84.000 kr. blev overført i juni 2010 og en ny vandboring blev taget i brug.

Den sidste vandboring i landsbyen koster i alt 95.228 kr., fordi vi har tilføjet 14.430 kr. til uddannelse af en vandkomité med 7 personer fra landsbyen, der skal tage sig af reparationer og undervisning i god hygiejne. Desuden bliver den ældste vandboring repareret for 12.698 kr.

I alt 24 sponsorer har givet bidrag... og nu er arbejdet fuldendt - mange tak til alle 24 gavmilde givere!

Der var en lille forsinkelse i arbejdet: først måtte vi vente på regntiden i september/oktober 2012, hvor de 7 km fra hovedvejen ud til landsbyen gør det umuligt at komme frem med de store maskiner. Det var på den strækning, lastbilen med fødevarer sad fast sidste år, og det husker man endnu!

Herefter kom endnu en forsinkelse, da det areal, der var afsat til vandboringen, var blevet sået til... høsten blev god, så det var værd at vente på!