Burkina Faso

Burkina Faso ligger midt i Vestafrika og var indtil 1960 en fransk koloni. Landet er seks gange større end Danmark og har en befolkning på ca. 17 millioner (2014), hvoraf 1 million bor i hovedstaden Ouagadougou. Halvdelen af befolkningen er muslimer, ca. 10 % katolikker og de resterende 40 % er animister o.a..

Landet hed Øvre Volta indtil 1984, hvor den daværende præsident, Thomas Sankara, døbte det om til Burkina Faso, som betyder ’De værdige menneskers land’. I 1987 stod præsidentens nærmeste medarbejder, Blaise Compaoré, bag et kup, hvor Sankara blev dræbt. Blaise Compaoré blev præsident og i 2014, 27 år senere, er han endelig blevet tvunget til at gå af.  

Burkina Faso er Afrikas vigtigste producent af bomuld, desuden er der forekomster af guld. De fleste indbyggere ernærer sig ved landbrug, både opdræt og dyrkning af afgrøder som hirse, majs, ris og jordnødder. De vigtigste eksportområder er bomuld, kvæg og guld. Frankrig og Elfenbenskysten er de vigtigste samarbejdslande. Krisen i 2002 i Elfenbenskysten gav store problemer for samhandlen og for de 2 – 3 mio. fra Burkina Faso, der fast arbejder der og sender penge hjem til Burkina Faso.

Landet er nr. 176 på listen over de 177 fattigste lande. En del af grunden skal ses i det hårde klima med for lidt regn, der tilmed falder uregelmæssigt. En anden vigtig årsag til fattigdommen er en konstant og altomfattende korruption.