Da jeg ankom til Ouagadougou lufthavn, blev jeg budt velkommen af Léocadie og et udsnit af hendes store familie. Sædvanen tro tog vi hen på mit hotel for at drikke en kold øl/sodavand og for at høre nyt siden sidst. Planen for de næste dage: besøg hos sponsorfamilier og herefter ud til landsbyens mange projekter. Jeg glædede mig til at se de mange nyplantede træer: mango- og andre frugttræer, akacie- og eukalyptustræer. Og ikke mindst glædede jeg mig til at sidde og snakke med kvinderne i landsbyen.
Vores mål er at give en skoleuddannelse til så mange børn som muligt. Men undertiden sker det, at børnene ikke klarer skolen, og så spørger vi dem, om de har lyst til at lære et håndværk. De har ikke brug for at tænke længe over det. De kommer hurtigt frem med deres inderste ønske: at blive mekaniker, svejser, syerske. Uddannelserne varer ca. 3 år og koster knap 2.000 kr. per år. I øjeblikket venter 2 drenge på at komme i lære som mekaniker og 1 pige i lære som syerske. De mangler en sponsor.
Selv uden for de hyppige sultperioder skal man være opmærksom på sult. Det blev vi mindet om under et besøg hos Vanessa, der er i gang med en uddannelse til syerske. Hun gik glat igennem de første 2 år, men 3. år skal hun gå om. Hun bor alene med sin bedstemor, da begge hendes forældre er døde. Vanessa er en beskeden pige, der ikke beklager sig over for Lucie fra centret. Det viste sig, at Vanessa og hendes bedstemor simpelthen ikke har penge nok til mad. En onkel havde lovet at hjælpe dem, men gjorde det ikke. Vi købte en sæk ris/50 kg. og en sæk majs/120 kg., en udgift på i alt 425 kr., som hjælper dem i lang tid fremover. Når Vanessa afslutter sin eksamen næste sommer, vil hun kunne begynde at tjene penge ved at sy hjemmefra.
Vanessas situation mindede os om, at det er vigtigt at støtte unge i uddannelse - og gøre det hele vejen, indtil de er færdige og kan tjene penge.
I landsbyen har det længe været et stort ønske at få flere frugttræer, især mangotræer, for når tørken sætter ind, kan frugterne hjælpe befolkningen gennem den svære tid.
Vores indsamling til mangotræer gav i alt 40.000 kr. - mange tak! - hvilket svarer til 800 mangotræer og andre frugttræer. Vi gik en lang tur med Omar, der har leveret de fleste træer fra egen planteskole. Han viste os, hvordan og hvor man planter træerne.
Det var ikke muligt at få et sammenhængende stykke jord til beplantning med akacie- og eukalyptustræer. I stedet placeres de i store grupper rundt om landsbyen. Det blev til i alt 3.258 akacie- og eukalyptustræer!
Indbyggerne bestemte desuden at plante nogle af akacie- og eukalyptustræerne inde i landsbyen og et mangotræ ud for hver gruppe af huse. Ouissiga ender med at blive den grønne landsby, som Léocadie husker fra sin barndom. Tørke og træfældning til madlavning gjorde det langsomt af med træerne i og uden for landsbyen.
Vores indsamling gav 154.480 kr. svarende til 273 forbedrede ildsteder, 260 varmekurve og 96 solovne. En rabat tilføjede endnu 40 forbedrede ildsteder, i alt 313.
Firmaet Actualité Energie, der producerer det hele, var klar til at levere en del af bestillingen under mit besøg i juli, men valgte - klog af erfaring fra sidste år - at vente til efter regntiden. Deres bil sad fast sidste år i de mange huller, der er på strækningen mellem landevejen og landsbyen.
Når regnen er stilnet af, vender firmaet tilbage. Billeder følger.
Under frokosten bliver aktuelle emner altid diskuteret. Denne gang var det korruption. Efter 27 år med stor korruption under præsident Blaise Compaoré har overgangsregeringen helt konkret gjort noget for at komme korruption til livs. Det er nyt. Flere personer er idømt straf, også inden for de mange velgørende foreninger er der blevet ryddet op.
Gennem flere år har jeg været forundret over hos de handlende at se sække med fødevarer, der er stemplet PAM (svarer til FAO, FNs Fødevare- og landbrugsorganisation). Det vil sige, at de fødevarer, der skal uddeles blandt verdens fattige, ender i handlen. Mange velgørende foreninger har tjent penge ved at videresælge fødevarer. Endelig i 2014 stoppede FAO uddelingen af fødevarer via foreninger på grund af korruption. Overgangsregeringen reagerede ved at gennemgå de mange foreninger og har allerede lukket flere af dem.
Da Lucie som leder af foreningen, der tager sig af vores sponsorbørn, skulle udskifte et bestyrelsesmedlem, erfarede hun de ændrede tilstande: i stedet for bare at sende et brev skulle hun møde op hos politiet, hvor foreningens vedtægter og regnskab blev gennemgået, identiteten af hvert bestyrelsesmedlem tjekket - nye tider, som især kommer de fattige til gode.
Vi har længe ønsket at hjælpe de indbyggere i landsbyen, der har aids. Det er ikke ligetil. Aids er stadig tabu, især mellem ægtefæller. Det er helt normalt, at en kvinde eller en mand, der får konstateret aids, ikke siger det til nogen. Af den grund kan vi ikke hjælpe via landsbyens klinik, for ingen vil bruge den. Aidspatienter tager bussen til nærmeste større by eller til hovedstaden Ouagadougou, 75 km væk. Her kan de anonymt modtage behandling og diskret rejse tilbage til landsbyen. Problemet er, at det er dyrt, såvel transporten som behandlingen. Ud over den daglige medicin har de jævnligt udgifter til blodprøver og forskellige undersøgelser.
For 2 år siden begyndte vi at støtte personer, der ikke har råd til nødvendig behandling, f.eks. fik en kvinde med brystkræft betalt operationen. Hendes familie havde betalt undersøgelserne, men havde ikke flere penge, da det kom til operation.
I år blev vi for første gang kontaktet af 2 aidspatienter. De følte sig trygge ved vores fremgangsmåde. De kunne se, at mange kom forbi Léocadie og mig, mens vi sad i skyggen af et træ. Folk satte sig ned, sludrede lidt og gik så videre. Aidspatienterne gjorde som de andre, og ingen fik at vide, at vi talte om aids.
På vores hjemmeside under Hjælp til medicin samler vi ind til de personer, der har kontaktet os indtil nu. De har følgende sygdomme: epilepsi, hudsygdom, gigt og aids.
Inden vi rejste fra landsbyen, blev jeg kaldt hen til mændene, der havde forsamlet sig under et stort træ, derefter hen til kvinderne. I begge tilfælde gav man mig penge, og dét til min store forundring. Fra Léocadie havde indbyggerne fået at vide, at min far var afgået ved døden et par måneder forinden. De holdt taler og samlede ind for at vise deres deltagelse. Andre kom hen med en enkelt mønt til 'le papa'.
Jeg kunne genkende deres gavmildhed. Hvert år, også i år, forærede de os høns og forskellige frugter som tak for sponsorater og for de mange gennemførte projekter.
De deltager med deres arbejdskraft, når det er muligt, som for eksempel i år med de mange træer, der skal plantes. Alle, der kan holde på en skovl, deltager. De sætter en ære i at yde noget til gengæld for den hjælp, de modtager.
Inden hjemrejsen blev vi budt på tô, landets nationalret. En velsmagende ret med visse udfordringer: det gælder om at dyppe en klæbrig masse i en meget varm sovs uden at brænde fingrene. Det er svært.
I flyet tilbage tænkte jeg - med stor tilfredshed - på det grønne løft, som landsbyen har fået i år med de mange træer og med solenergi til madlavning. En stor tak til alle, der har bidraget.
Jeg glæder mig til de næste projekter, der allerede er i støbeskeen.
Igen mange tak,
Lena
