Det var med stor spænding, at jeg ankom til Burkina Faso: i år skulle jeg se den færdige lagerbygning til fødevarer, møde de unge mænd, der havde fået mikrolån, tænde for lyset på jordemoderklinikken, det lille sygehus og grundskolen takket være solpanelerne og endelig give startskud til et nyt projekt, nemlig solenergi til madlavning.
Men allerførst besøgte jeg familier med sponsorbørn - og det er altid opmuntrende.
Hvert sponsorbarn har en helt særlig historie. Rihanata bor i hovedstaden Ouagadougou. Hun mistede sine forældre tidligt på grund af aids og er vokset op hos sin mormor. Hendes fars familie hjalp ikke efter faderens død. Ud over Rihanatas mor har mormoderen mistet en søn og lever sammen med sin eneste datter. Den lille familie er fattig, så det var en lettelse, da Rihanata fik en sponsor. Nu er Rihanata en stor pige, der går i 6. klasse.
Dagen før vores besøg var Rihanatas mormor blevet kontaktet af Rihanatas fars familie - første kontakt siden faderens død. De er nu interesseret i den unge pige, da hun jo er en arbejdskraft. Vi ser det ofte hos forældreløse børn: faderens familie tager sig ikke af dem under opvæksten, men kræver dem udleveret den dag, de udgør en arbejdskraft. Lucie fra aidscentret i Ouagadougou træder hjælpende til i den slags konflikter, som der desværre er mange af. Faderens familie får det dog ikke let med deres foretagende, for Rihanatas mormor er en bestemt dame, der er klar til kamp.
Under mine første rejser til Burkina Faso undrede jeg mig meget over de mange gange, vi punkterede både på motorcykel og i bil. Dækkene er der ikke noget i vejen med, men det er vejbelægningen, der er hård ved dækkene. I år nåede vi at punktere to gange med motorcyklen og én gang med bilen på vej til Ouissiga. Det ændrer så hele dagens program - og sådan er det!
Nu har både jordemoderklinikken og det lille sygehus fået solpaneler. Om natten kan kvinder føde, og alle kan få behandling på det lille sygehus - der var stor taknemmelighed både fra indbyggerne og fra personalet.
Det er også solenergi, der skal være med til at gøre livet lettere for kvinderne, når de laver mad. De bruger tid og kræfter på at hente træ, som skal findes længere og længere væk. Indtil nu har de ikke haft noget alternativ, men en velvillig donor forærede Baobab Fonden penge til indkøb af forskelligt materiale, som kvinderne nu har testet.
Deres valg faldt på to forskellige modeller: et såkaldt forbedret ildsted, der reducerer forbruget af træ med 50 %, og en solovn, der udelukkende fungerer via solens stråler. Idéen er at udstyre alle kvinder, der laver mad, med et forbedret ildsted og desuden give en solovn til hver enhed af 2-3 familier, der så kan bruge den i fællesskab.
Kvinderne foreslog en konkurrence: den samme ret mad skulle tilberedes på tre forskellige måder, almindeligt bål, forbedret ildsted og solovn. Så kunne man sammenligne resultatet efter tid og smag.
Dagen for konkurrencen oprandt... og det blev en dag uden sol! Meget sjældent i Burkina Faso, men sådan blev det, og således lærte vi, at solenergi ikke må stå alene.
Der er kommet gang i de unge mænd i landsbyen. Ikke sådan at forstå at de ikke har lavet noget før. De har arbejdet i marken og hjulpet deres forældre, men med mikrolån har de fået mulighed for selv at vælge, hvad de har lyst til.
Som noget helt nyt er de unge mænd også begyndt at arbejde sammen og har allerede flere marker, de dyrker i fællesskab, bla. en mark på 1,5 ha sesam.
I alt 40 unge har lånt 600 kr., som skal tilbagebetales uden renter efter et år. Mange havde i forvejen en lille bestand af dyr, som de så har udvidet. Andre har valgt at starte opdræt fra bunden, og andre igen har valgt handel og åbnet et lille udsalg af varer.
Da solpanelerne blev sat op ved grundskolen, og der kom lys i lokalerne, indførte skolelederen lektiehjælp for afgangsklassen, 5. klasse, med det resultat, at 99 % af eleverne bestod! Det er aldrig før set i landsbyens historie.
En anden gevinst er forældrenes forståelse for, at børn hører til i skolen og ikke i hjemmet som medhjælp. Alle forældre accepterede, at eleverne blev på skolen indtil kl. 19.30 om aftenen.
Skolen rummer de fire klassetrin fra 6. til 9. klasse og blev indviet i 2011. Allerede året efter opstod der problemer i forbindelse med optag af landsbyens elever i skolen; hertil kommer den høje klassekvotient, der gør det svært for eleverne at få noget ud af undervisningen.
Vores møde i år med skolelederen gav intet resultat, og derfor har Léocadie kontaktet undervisningsministeriet. Vi afventer svar.
Det var dejligt at se den færdige lagerbygning, der allerede nu rummer værdifulde ting bag lås og slå så som solpaneler for grundskolen, der normalt står på jorden, hegn, der blev brugt ved sidste beplantning, desuden ris og olie til grundskolens kantine.
Man er bange for tyveri, så bygningen er forsynet med flere låse og ligger desuden så centralt, at alle kan holde øje med den.
Sammen med sponsoraterne for 2014 sender vi det indsamlede beløb, der svarer til 114 sække hirse à 100 kg. Der er plads til flere sække i lagerbygningen, så indsamlingen fortsætter.
Inden vi forlod landsbyen, fik vi masser af høns, æg og jordnødder som tak for sponsorater, solenergi, mikrolån og meget mere. Jeg kan desværre ikke tage det med hjem, så jeg nøjes med at overbringe deres store tak til alle bidragsydere!
Under opholdet i landsbyen måtte vi kondolere med tabet af landsbyens traditionelle chef. Han blev over 90 år, så vi var forberedte, men vi havde med tiden vænnet os til, at han var der som en fast støtte for alle vores projekter. Han var aldrig i tvivl om det rigtige i at holde børn i skolen, unge i uddannelse og kvinder og mænd i arbejde. Han var en moderne og dygtig leder - hans søn følger efter og ligner heldigvis sin far.
Jeg vendte - træt - tilbage efter et vellykket ophold. De sidste projekter er gennemført og fungerer, og nye er ved at tage form, mere herom senere.
Til sidst en stor tak til alle, der har givet en krone eller flere til sponsorbørn eller til de mange projekter,
Lena
