I Ouissiga er der heldigvis en sundhedsklinik, hvor indbyggerne kan henvende sig efter behov.

 

Som så mange andre steder på landet i Burkina Faso er det ikke en læge, der leder stedet, men en sygeplejerske, der har en ekstra uddannelse, der giver hende/ham mulighed for at påtage sig større opgaver end normalt for en sygeplejerske.

 

Problemet med sundhedsklinikken er, at der mangler det mest almindelige udstyr og den mest gængse medicin. Der er enkelte sengepladser, men madrasserne trænger til en udskiftning.

 

Den 11. december 2015 modtog Baobab Fonden 30.000 kr. fra Else og Erik Jørgensens Familiefond - en stor tak! - og i januar 2016 overførte vi pengene.

 

Léocadies lillesøster, Nathalie, medicinstuderende på sidste år, har i samarbejde med klinikkens sygeplejerske udfærdiget en lang liste over klinikkens behov.

 

Under Léocadies rejse til Burkina Faso og til Ouissiga i juli 2016 blev de forskellige indkøb foretaget og det hele overrakt ved en ceremoni, hvor alle indbyggere deltager. 

 

Når vi går så langsomt og så grundigt til værks, skyldes det vores ønske om at undgå korruption.

 

Der har tidligere været en korrupt leder af sundhedsklinikken, der tog så høj en pris for medicin, at ingen havde råd til at bruge klinikken, desuden forsvandt meget af både udstyret og medicinen.

 

For at få behandling måtte landsbyens indbyggere gå eller cykle til klinikken i Niou 7 km væk. De syge blev transporteret i trillebør.

 

Lederen blev heldigvis forflyttet, og herefter begyndte vi at arbejde sammen med den nye leder. For at undgå at hun skulle få samme idéer, kaldes alle indbyggere sammen for at overvære ceremonien. Alles øjne hviler på den nye leder - og det ved hun.

 

Ouissigas indbyggere var meget forpinte over den tidligere leders svindel. Nu følger de opmærksomt alle projekter og tager aktivt del i den positive udvikling i landsbyen.