Køkkenhave

Pris: 79.343 kr.

Haves 30.03.2019: 79.343 kr.

 

 

Vi har i marts 2019 kunnet give grønt lys for projektet køkkenhave  - det bliver en virkelig stor ændring for skolebørnene. Med køkkenhaven er de sikret friske grøntsager til det daglige måltid i skolen.  

 

Projektet går ud på at lade lærere og elever ved Ouissigas grundskole dyrke grøntsager til skolens kantine. Grundskolen har ca. 360 elever fordelt mellem 1. og 5. klasse. Overskud af grøntsager bliver solgt på det lokale marked.

Mange elever sover i timerne, fordi de ikke får mad nok. I øjeblikket bidrager alle forældre med 3 kg. fødevarer per skoleår til kantinen, men ofte har de svært ved at undvære det. Det er kvinderne, der på skift laver mad i kantinen.

Der bliver givet fødevarehjælp fra staten, men hjælpen dækker kun 3-4 måneder af skoleåret.

I prisen for gartneriet indgår en solpumpe fra Grundfos til 20.198 kr., desuden redskaber og uddannelse af lærere og elever. Gartneriet vil blive inddraget i undervisningen, og hermed får eleverne en lille forsmag på livet uden for skolen.

Gartneriet kan blive den næste virksomhed i landsbyen efter sæberi og væveri.

 

 

 

I august 2016 måtte indbyggerne konstatere, at de første forsøg med afgrøder har lidt under de hårde vejrforhold. 

Brønden blev først færdig efter tørken, så de små parceller til forsøget blev først tørret ud og derefter oversvømmet i forbindelse med de store oversvømmelser, der medførte skader i hovedstaden, men også ude på landet.

Til november bliver et nyt testområde sået til, og denne gang bliver overrislingssystemet anvendt. 

 

Tage Sørensen gik bort den 17. maj 2016

Det var en trofast og gavmild støtte for Baobab Fonden, der døde den 17. maj.

I de sidste ti år har Tage Sørensen givet store beløb til mange projekter i landsbyen Ouissiga: vandboringer, træbeplantning, solenergi og nu en ny arbejdsplads, et gartneri. Det var helt i Tage Sørensens ånd at støtte oprettelse af nye arbejdspladser. 

Tage Sørensen fulgte udviklingen i landsbyen meget nøje. Når jeg besøgte ham for at fortælle nyt fra landsbyen, skulle jeg være velforberedt, for der var mange spørgsmål: hvor dybt skulle der graves ned for at finde vand? Hvor mange og hvilke typer træer blev plantet? Han var nysgerrig og tydeligvis glad for at følge med. Jeg vil savne vores samtaler.

Æret være Tage Sørensens minde

 

Gartneri til landsbyen

Landsbyen har brug for arbejdspladser, så de unge får mulighed for at blive på stedet og tjene penge. Rejser de ind til hovedstaden, venter arbejdsløsheden, der blandt unge kan være helt op til 40 %.

I begyndelsen af 2015 gjorde Alice og Tage Sørensens Fond det muligt at oprette en arbejdsplads, som i lang tid har været et stort ønske hos indbyggerne: et gartneri.

Ud over at forsyne landsbyen med grøntsager året rundt vil gartneriet kunne afsætte varer til nabolandsbyerne og give en konstant indtjening. 

Allerførst skal der skaffes vand. Gartneriet placeres tæt ved en dæmning, og derfor er der blevet valgt en såkaldt traditionel brønd, der normalt kun går 25 m ned - i dette tilfælde blev det dog nødvendigt med 40 m. De øvrige brønde i landsbyen har en dybde på ca. 100 m. 

Dernæst skulle et stykke jord ryddes og forskellige afgrøder testes. Og endelig blev der sået på et større område. Vi venter spændt på de første afgrøder!

Allerede nu kan vi glæde os over udsigten til bedre fødevarer til landsbyens indbyggere. En ny arbejdsplads vil også bringe landsbyen tættere på målet: at blive uafhængig af hjælp udefra.

En stor tak til Tage Sørensen, der har gjort det muligt.