Trods politisk uro i Burkina Faso kunne Léocadie tage afsted, og det lykkedes hende endda at tage ud til landsbyen Ouissiga uden problemer. Det er de 80 km ad asfaltvejen, der er farlige, men heldigvis for folk i landsbyen er urolighederne værst ved grænsen mod Mali.

Fremgang i Ouissiga takket være mikrolån

Både kvinder og mænd har modtaget mikrolån, og her på 10. år må man sige, at det har ændret landsbyen grundlæggende. Der er tale om meget små beløb, som den enkelte person låner og betaler tilbage over ti måneder. Er der et problem med at betale tilbage - f.eks. hvis der er brugt mange penge på et sygt barn - så venter alle et par måneder, indtil pengene er betalt tilbage. De fleste tager mikrolån hvert år.

Mange tjener penge på opdræt af forskellig art som f. eks. svin, geder eller kvæg, andre tilbereder mad og drikke, som de sælger på markedet i Niou, 7 km fra Ouissiga. I de senere år er det lokale marked i Ouissiga vokset, og det skyldes i høj grad mikrolån. Som noget nyt kommer der folk udefra for at købe varer i Ouissiga - det går bare godt. I landsbyen er ca. halvdelen muslimer og den anden halvdel består af kristne / lokal tro, så man kan fint sælge svinekød.

Vil man være sikker på at få kunder i butikken, skal man lave 'dolo', den lokale øl. Den fås i almindelig udgave og i en alkoholfri udgave, så alle i Ouissiga kan mødes over en øl!

Der er efterhånden uddannet mange vævere i Ouissiga, og der er salg i stoffet. Kvinderne kombinerer ofte med salg af fødevarer eller andet, der står ved siden af væven. 

De unge har via mikrolån introduceret noget ganske nyt: en frisørsalon og en bar, hvor man kan få lidt koldt at drikke. Det har vi manglet i mange år.

For at hjælpe en skolepige.... skal man undertiden hjælpe hendes bedstemor

Her kommer forklaringen: Véronique måtte gå 6. klasse om på grund af rigtig dårlige karakterer. Det skyldtes ikke dovenskab. Véroniques far døde pludseligt af hjertestop i en ung alder, og hendes mor måtte flytte til en anden by for at finde arbejde. Hun har ikke råd til at rejse til Ouagadougou og besøge sin datter så ofte, som hun ønsker. Véronique bor hos faderens familie, der tager sig pænt af hende, men hun trives ikke.

Heldigvis har Véronique en mormor, som hun gerne vil bo hos. Problemet er så, at denne mormor er meget fattig og bor i noget, der slet ikke ligner et hus. Jeg besøgte hende selv i 2015 sammen med Léocadie. 

I år havde Léocadie en lang snak med hende. I første omgang havde hun fortalt, at hun gerne ville sælge grøntsager, men det har hun fortrudt. Hun er ikke i stand til at sidde stille hele dagen. 

Nu ved Véroniques mormor hvad hun gerne vil arbejdsmæssigt: hun vil gerne opdrætte svin. Hun fortalte Léocadie, at der lige i øjeblikket er en sygdom blandt svin og derfor skal vi vente med at sætte gang i projektet. Når sygdommen er overstået, giver hun besked.

Vi har tilføjet et beløb for, at Roland kan installere et toilet i huset - det vil både mormor og Véronique blive glad for.

Når Véroniques mormor begynder at få økonomien til at hænge sammen, kan Véronique flytte ind hos hende, hvis hun ønsker det. 

2020 Et anderledes skoleår, også i Burkina Faso

Under rejsen i 2019 var den politiske situation så usikker på grund af angreb fra djihadister, at vi blev enige om, at Léocadie skulle passe på sig selv og lade være med at tage ud i landsbyen.

Ifølge Léocadies familie og især lillesøster Nathalie, der er læge, har Burkina Faso indtil juni 2020 været forskånet for mange ofre på grund af coronavirussen, men alligevel blev skolerne lukket i marts måned. De er først åbnet i juni / juli, og i øjeblikket afholdes eksaminer for de år, hvor der er afsluttende eksamen: i 5. klasse, 9. klasse og i 3.g. De øvrige elever rykker op i næste klasse, hvis de i første kvartal har gennemsnittet. 

Det er ikke let for lærere at styre eleverne igennem dette skoleår, men lederen for grundskolen i Ouissiga har ønsket at slutte året godt af ved at afholde eksamen i sport for de små elever op til 5. klasse. 

Det blev en hyggelig dag, der sluttede af med et stafetløb - og det gik hurtigt!

For Léocadie var det et dejligt gensyn med alle i Ouissga, desuden sponsorbørn i Ouagadougou og ikke mindst hendes egen familie.

Desværre var der et attentat kort før hendes afrejse. Det er efterhånden blevet vane, og det er svært at se, hvorfra den politiske ændring skulle komme. Men Léocadie bevarer optimismen og glæder sig allerede til næste rejse.

Til sidst en stor tak til alle jer, der gør det muligt at yde så stor og vigtig en hjælp til landsbyen og til børn og unge i hovedstaden.

Mange hilsner

Lena