Sent om aftenen den 9. januar 2010 trådte jeg ud af lufthavnen i Ouagadougou og blev allerførst stående et øjeblik for at mærke vinterkulden forsvinde og den lune aftenluft byde mig velkommen. En ung fyr fra mit hotel var kommet for at hente mig, varmt klædt på, for det er jo koldt om aftenen, som han sagde. Temperaturen kommer ganske rigtigt ned på 20 grader sådan en januarnat. Efter en stille tur gennem de øde gader, et par timers søvn på hotellet og et bad var jeg klar til turens mange gøremål: besøg hos sponsorbørn og -kvinder og -mænd, møder med vores samarbejdspartnere og, ikke mindst, besøg i landsbyen Ouissiga, der nu på sjette år modtager Baobab Fondens helt specielle landsbystøtte.
Gennem længere tid havde Juste Fidèle, sponsordreng på femte år, haft lave karakterer i skolen. Han var også dumpet et par gange, og nu ville vi vide, hvad der lå bag problemet, og især om vi kunne hjælpe. Hans sponsor havde givet os lov til at forære ham og familien et eller andet nyttigt. Vi aflagde derfor visit på skolen og i hjemmet.
Juste Fidèle går i 6. klasse for anden gang. Hvis han ikke rykker op i næste klasse til sommer, bliver han nødt til at søge over i det private skolesystem, da de kommunale skoler ikke accepterer, at børn går mere end to år i samme klasse. Juste Fidèles familie har ikke råd til private skoler, så han vil ganske simpelt forlade skolesystemet, hvis han dumper igen.
Vi blev modtaget på skolen af en smilende og veloplagt underviser, Juste Fidèles klasselærer, der inviterede os ind på kontoret sammen med Juste Fidèle. Med et smil beskrev han sin elev som velbegavet, distræt og forstyrrende i undervisningen og sluttede af med et ordsprog, der siger: ’tomme maver har ingen øren’. Han bifaldt vores idé om at besøge familien.
Hjemme hos familien talte vi med Juste Fidèles moster, der bor sammen med sin mand, børn og far. Da Juste Fidèle var en måned gammel, afleverede hans mor ham til søsteren, og sidenhen er der intet nyt fra hende. Faderen kender de slet ikke. Familien er fattig, desuden ligger skolen langt fra hjemmet, så den daglige gåtur tærer på Juste Fidèles kræfter. Han har åndedrætsbesvær og har det specielt svært i den tørre sæson med støv overalt.
Som billedet viser blev gaven til Juste Fidèle en cykel, så han slipper for gåturen, desuden en sæk ris på 50 kg, der fik et taknemmeligt smil frem på mosterens ansigt.
Vi venter spændt på næste skoleår og vil fortsat følge Juste Fidèle.
Caroline hører til blandt fondens unge i uddannelse. Igennem længere tid fulgte vi hendes kamp i skolen, hvorefter hun endelig fik fortalt os, at hun gerne ville lære at sy og have samme uddannelse som storesøsteren. Vi fandt frem til et sycenter, drevet af katolske søstre, som tilbød at lære unge piger ikke alene at sy, men også at foretage indkøb, føre regnskab over salg, det vil sige alt, hvad der hører til arbejdet som syerske. Er den unge pige ude af stand til at læse og skrive, så begynder de med det. Uddannelsen strækker sig over 3 år og koster det første år 640 kr., hvorefter prisen stiger lidt pga. materialerne. For første gang mødte vi en glad Caroline, der kunne fortælle, at hun havde fået 13 ud af 20 (10 er middel) i terminskarakterer. Hendes glæde skyldtes også en ny cykel, som hendes sponsor havde foræret hende, da det eneste negative ved centret var den store afstand til Carolines hjem. Hun stortrives!
De øvrige unge i uddannelse fordeler sig i øjeblikket på sekretæruddannelser og videregående uddannelser på universiteter og handelshøjskoler. Når et sponsorbarn har afsluttet skolegangen, informerer vi sponsor om den unges uddannelsesplaner. Vi har direkte kontakt med uddannelsesstederne og holder sponsor informeret løbende.
Ja, så skal man være forberedt på lidt af hvert! Da den lille Bastian på 7 år åbnede sin julegave, fandt han… et sponsorbarn! Bastian havde fået til opgave at tage sig af en jævnaldrende dreng i Burkina Faso. Ikke nok med det, han skulle ud af de årlige 375 kr., som sponsoratet koster, selv udrede 100 kr. og dette af Bastians egne lommepenge. Efter sigende skulle Bastian være med på idéen, forhåbentligt bliver han ved med at holde af sin bedstefar.
Flere bedsteforældre har fulgt efter: på den måde har et barn foræret et æsel til landsbyen, et andet barn en trækvogn og endnu et barn en plov. Alt sammen redskaber til dyrkning af markerne, hvis afgrøde udelukkende går til mad til skolebørnene (se indsamling til redskaber).
En stor tak til de opfindsomme bedsteforældre!
Robert er en heldig og en uheldig mand. Han modtog erhvervsstøtte fra en sponsor og så frem til at udvide sin lille forretning med dagligvarer. I sin tid havde han en forretning sammen med sin kone på det store marked i Ouagadougous centrum. En stor brand gjorde det af med de små træhuse, der lå i en ring rundt om katedralen. Ingen af de småhandlende fik erstatning. Sidenhen er hans kone død, og han er alene med deres søn, Daniel. En ny katastrofe ramte Burkina Faso i september 2009 i form af oversvømmelser, der bl.a. rev Roberts hus med sig. I første omgang nægtede han at lade sig indlogere på den nærliggende skole af angst for at miste sine få ejendele på grunden. At han hermed mistede retten til at få støtte som offer for oversvømmelserne, vidste han ikke noget om. Senere flyttede han ind på skolen med sin søn, og det var på det tidspunkt, han fik besked om ikke kun erhvervsstøtte, men også om hjælp fra sønnens sponsor til genopbygning af huset. Her er Robert, han har selv gravet hul til toilet, og resten af bygningen får han støtte til. Huset er færdigt, bygget af mursten, han selv har fremstillet. Takket være erhvervsstøtten har han kunnet købe sig en cykel og et varelager og således fortsætte sit arbejde.
Senere på dagen kørte vi forbi teltene, der husede de mange hjemløse lige efter oversvømmelserne.
Det var med stor glæde og forventning, at jeg pakkede tasken til Ouissiga. Denne gang skulle jeg møde alle de mænd, der havde modtaget mikrolån. I lighed med sidste års mikrolån til kvinderne var det JyskeVestkysten, der var sponsor på projektet.
Allerførst blev vi mødt af kvinderne, der ville takke for sidste års mikrolån, der havde givet dem mod på fremtiden. Kvinderne besluttede selv, at lånene skulle være rentefrie. Alle kvinder har tilbagebetalt over de 10 måneder, der var fastlagt, og nu var de klar til at låne for anden gang. Desuden vil der komme nye lånere til, nemlig de kvinder, der i første omgang ikke turde deltage. Her viser Léocadie artiklen fra JydskeVestkysten om deres mikrolån.
Dernæst hilste vi på lærerne og, ikke mindst, børnene. Der skulle tages mål til skoletøj for de nye sponsorbørn. Her tager vores syerske, Christine (foto 6-228) mål af Jonas. Enkelte børn får overrakt små gaver og breve fra deres sponsor som for eksempel Raogo (foto 7-217), der får støtte til sin skolegang af InnerWheel i Helsingør og her modtager brev fra dem.
Indbyggerne er taknemmelige for den hjælp, de modtager fra Danmark, men de ligger ikke selv på den lade side. I takt med at skolen har fået flere lærere, er manglen på lærerboliger blevet et problem. I Baobab Fonden syntes vi ikke, det faldt ind under vores område. Så gik de i gang: ved hjælp af indtægten fra salget af briller doneret af Lion’s Strandby i Esbjerg købte de cement, der skulle bruges til fremstilling af mursten. Tagpladerne bliver betalt af indtægterne fra kornkværnen. Her ses det igangværende byggeri.
Det går fremad for landsbyen, men vandforsyningen er et stort og konstant problem. Landsbyen vokser og har nu knap 3.000 indbyggere fordelt på 5 kvarterer, der ligger ret langt fra hinanden. I øjeblikket fungerer kun 1 af de 3 eksisterende boringer, men vandet er ikke godt. Der har i lang tid været sygdom hos børn og voksne pga. vandet.
Med os i Ouissiga havde vi lederen af det firma, der skal foretage vandboringerne og desuden en tekniker, der skulle fastslå, hvor eventuelle nye boringer skulle placeres.
Men inden turen rundt til alle boringer skulle vi bede de ældste i landsbyen om tilladelse til at gå i gang med projektet. Det er vigtigt at have hele landsbyens deltagelse og enighed, og det opnås kun ved at respektere de meget faste regler for social kontakt. Som med de øvrige projekter var der også nu stor venlighed og imødekommenhed over for os.
Vi begyndte med pumpen foran skolen. Der blev smagt på vandet (jeg takkede dog nej pga. en sart mave), set på tegninger og diskuteret sidste besøgs undersøgelser. Vandboringen skal lukkes. Der er kun boret 60 m ned og ikke 85 m som påkrævet iflg. teknikeren. Resultatet bliver, at 2 vandboringer skal repareres og 2 nye udføres. Teknikeren finder frem til de to steder, hvor der er mest vand, desuden tager de hensyn til kvinderne, der skal hente vand, ved at placere dem så tæt som muligt ved husene. Stederne for de nye vandboringer afmærkes her, nu mangler kun pengene. Se under indsamling - halvdelen af beløbet er allerede fundet!
Igennem længere tid har mændene kigget langt efter kvindernes mikrolån... og nu er det deres tur. Mændene har fået samme pulje som kvinderne. Lånet per mand er dobbelt så stort som hos kvinderne, og de betaler tilbage over et år med halvdelen efter 6 måneder hvis muligt. Da de fleste har med opdræt at gøre, har de brug for længere tid, inden de får en indtægt. Jeg besøgte Nabila Korgo, der havde udvidet sin bestand af får og okser. Her er det Nessida Singouinda, som indkøber store mængder af hirse, sesam og bønner for at sælge det videre på markedet. Begejstringen var stor hos mændene. Jeg glæder mig allerede til næste besøg.
Inden vi forlod landsbyen, skulle vi aflægge en obligatorisk visit hos landsbyens ældste. Han skulle høre nyt om Léocadie og de forskellige familiemedlemmer og selv fortælle nyt. Da vi rejste os, var det ved at være sent. Vejen tilbage til hovedstaden bør tilbagelægges i dagslys. Da vi var halvvejs, blev det mørkt, og jeg forstod Léocadies fars formaninger: store lastbiler holdt på vejbanen uden lys, der var store huller i vejen, og endelig holder bander til på denne strækning. Vi kom hjem i god behold, men måtte stå skoleret dagen efter hos Léocadies far.
Som hver gang måtte jeg lige en tur ud i kunsthåndværker-landsbyen, hvor jeg købte mange interessante ting. Salget dækker en del af vores udgifter i fonden, hvor vi stadig holder fast i princippet om ikke at opkræve administrationsgebyr – indbetalinger til Baobab Fonden går direkte til Burkina Faso.
De sidste dage blev brugt til møder med vores partnere, her én af de foreninger, der tager sig af sponsoraterne i Ouagadougou. I år måtte jeg desuden indfrie et gammelt løfte til kvinderne i Léocadies familie: de fik lov til at flette mit hår.
Med dette billede vil jeg gerne sige tak til alle, der er med til at formidle vores hjælp til landsbyen og til store og små i hovedstaden.
Venlig hilsen
Lena Christensen
Januar 2010
