Den 15. august 2022 landede Léocadie i Ouagadougous lufthavn. Forud for rejsen havde der været mange overvejelser på grund af den spændte politiske situation. Siden statskuppet i januar i år er militæret stadig ved magten under ledelse af Damiba. Den siddende præsident Roch Kaboré blev sat i husarrest. Det store antal attentater, der var grunden til statskuppet, fortsætter.

Ikke desto mindre besluttede Léocadie at rejse og lovede mig at være forsigtig.

Kort efter sin ankomst sendte hun mig et foto af en ung mand, jeg sent vil glemme: Sayouba Korgo, landsbyens første med universitetsgrad!

Da vi for knap 20 år siden kom til landsbyen Ouissiga med det formål at støtte landsbyens udvikling, drømte vi om afsluttet grundskole for alle børn i landsbyen, senere om afsluttet 9. klasse... og nu kan vi føje universitetsgrad til de mange uddannelser, som landsbyens unge har taget: sygeplejerske, sygehjælper, sekretær, frisør, syerske for pigerne og for drengene murer, svejser, elektriker, lærer, sygeplejerske.

Sayouba Korgo har afsluttet en 2-årig teknologisk uddannelse (DUT - Diplôme Universitaire de Technologie) på et teknologisk institut (Institut Universitaire de Technologie). Han fortsætter på 3. år for at opnå en bachelor inden for teknologi. Mere om det næste år.

 

Frafald i den nye skole (6. til 9. klasse)

Hvert år nærlæser Léocadie og jeg de mange karaktersedler for små og store elever, hvorefter Léocadie rejser afsted med en liste over de elever, hun skal kontakte.

Nu har Léocadie været ude i landsbyen og talt med forældrene til de elever, der er faldet fra i utide. 

Ialt er 58 elever i år faldet fra, heraf 6 elever med sponsorstøtte. Det er et usædvanligt højt tal, som skolelederen, lærerne og forældrene er yderst bekymrede over. Léocadie skriver ang. elever med pludseligt fald i karakterer: 

'De elever, hvis niveau falder, er elever, der bliver væk fra timer uden begrundelse og kommer sent hjem efter aftener, hvor de ser video sammen eller er til bøn i kirken. Forældrene yder heller ikke, hvad de burde som forældre. De tjekker ikke om børnene går i skole eller ej.'

Flere af de store drenge, der er dumpet, vælger at tage arbejde i guldminer. Det, der lokker de unge drenge, er rygter om hurtig indtjening. Der har for nylig været besøg i landsbyen af to unge fyre med skinnende og dyre motorcykler, som de har tjent til ved at arbejde længe og meget hårdt i guldminerne. Andre er ikke så heldige, for eks. to unge drenge, der lige nu opholder sig på den lille klinik i landsbyen - de har arbejdet i guldminer og fået silicose/'stenlunger', en sygdom, der ikke kan kureres. 

Mange af forældrene er heldigvis aktive og dybt impliceret i vores/deres arbejde i Ouissiga. De beklager de mange frafald, især over for de sponsorer, der gavmildt betaler for elevernes skolegang.

Vi har et eksempel på en dreng, der forlod skolen og tog arbejde i en kakaoplantage i nabolandet Elfenbenskysten. Han vendte hurtigt tilbage til landsbyen og er lige blevet færdig som uddannet mekaniker. Vi håber det samme for de drenge, der lige nu risikerer deres liv i en guldmine.

 

Mikrolån til kvinder fungerer!

I 2008 gjorde en gavmild sponsor det muligt for os at give kvinderne i landsbyen mikrolån. I begyndelsen tog Léocadie i banken sammen med 3 kvinder fra landsbyen for at hente pengene og fulgte hele tiden projektet nøje. Med årene har det ændret sig: kvinderne noterer, hvor meget den enkelte kvinde betaler tilbage hver måned. Tre kvinder tager imod pengene og beholder dem indtil næste årlige udbetaling. De har ikke brug for banken længere, heller ikke for Léocadie. En gang om året tager Léocadie ud i landsbyen for at overvære udbetalingen for det nye år, også for at hygge sig med kvinderne.

Fremover har kvinderne ikke længere brug for os/Léocadie – det var formålet!

 

Endnu en god nyhed

Léocadie har skrevet til mig: Markedet i Ouissiga fungerer! Før var det et lidt kedeligt marked én gang om ugen. Nu kommer folk fra andre landsbyer for at handle. Der er endda en bar, hvor man kan få en kold øl!

Her henviser Léocadie til en sætning fra vores første besøg i Ouissiga, hvor vi blev enige om, at en kold øl kunne gøre godt, men det fandtes ikke i landsbyen på det tidspunkt. Som undskyldning vil jeg lige nævne, at temperaturen var 43 grader.

 

De unge drenge er i fare

Fire drenge fra landsbyen fandt på internettet et lokkende arbejdstilbud: de ville modtage et stort pengebeløb, halvdelen ved arbejdets begyndelse og den anden halvdel ved afslutningen. De kunne så forære deres familie den første halvdel og tage af sted med god samvittighed. Arbejdets art var ikke defineret.

De modtog en tiendedel af det lovede beløb, men tog alligevel afsted. Undervejs fornemmede én af de unge, at noget var galt. Han stak af og vendte hjem til landsbyen. Forældrene til de tre øvrige frygtede det værste.

De tre unge blev herefter nøje overvåget, og det var umuligt at stikke af.

Deres ’arbejde’ bestod i allerførst at blive trænet i brugen af maskingevær. Det tog to dage. Derefter skulle de deltage i angreb på indbyggere i forskellige landsbyer og dræbe flest muligt.

Inden det første angreb besluttede den ene af de tre at tale djihadisterne efter munden, og derved løsnede de grebet om ham. Under forvirringen i forbindelse med angrebet lykkedes det ham at smide gevær og noget af tøjet, så han kunne flygte sammen med indbyggerne. For at komme tilbage til landsbyen måtte han tigge sig frem og ofte gemme sig af frygt for at blive opdaget af djihadisterne.

Efter flere uger kom han endelig tilbage til landsbyen i en elendig forfatning, men til stor glæde og overraskelse for især familie men også for hele landsbyen. Han accepterede at fortælle sin historie til radio men af sikkerhedsmæssige årsager ikke til TV.

De to tilbageblevne drenges skæbne kender han ikke noget til, da de tre drenge blev isoleret fra hinanden efter den første drengs flugt.

 

30. september 2022 – årets andet statskup

Siden 2015 har Burkina Fasos indbyggere lidt under de mange angreb fra djihadister, hvilket var årsagen til et statskup i januar 2022 og dernæst endnu et statskup 30. september 2022. Den militære junta blev først ledet af Damiba, nu i exil i Togo, og derefter af Traoré. Den afsatte præsident, Roch Kaboré, er i husarrest. Under Burkina Faso NU her på hjemmesiden har jeg skrevet mere om det.

Léocadie vendte tilbage fra Burkina Faso i oktober måned med mange positive og opløftende indtryk fra landsbyen, men desværre også med stor bekymring over djihadisternes fremfærd over for befolkningen og ikke mindst bekymring over den politiske situation.