Restbeløb per 09.11.2018: 22.750 kr.

Flere bidrag modtages gerne

 

Den medicinstuderende Nathalie, der tager sig af modtagerne af medicinhjælp, er ikke alene blevet færdig som læge, hun har også i november 2018 forsvaret sin doktorgrad i medicin. Indbyggerne er i gode hænder!

Hélène, der ses på billedet, har i to år haft det godt efter behandlingen af den hudsygdom, der længe har plaget hende.

Desværre er sygdommen forværret, så Nathalie tager hånd om hende igen. 

 

Den 27. april 2016 modtog vi det resterende beløb, så vi samlet har 40.000 kr. til brug for dem, der ikke har penge til at fortsætte en medicinsk behandling.

Mange tak til giverne!

Siden 2012 har vi kunnet hjælpe 8 forskellige patienter. Nathalie har sendt rapport og billeder af den sidste person, der har modtaget hjælp, Hélène.

Hélènes hudsygdom viste sig at være psoriasis. Lægen har gjort opmærksom på, at behandlingstiden er lang og medicinen dyr. Hélène har nu været i behandling i to uger og er allerede i bedring. Hun har fortalt Nathalie, at folk ikke længere er så bange for at komme tæt på hende. 

Start 18. oktober 2015 - mål:     40.000 kr.

I 2012 begyndte vi at støtte indbyggere i landsbyen, der ikke har råd til nødvendig behandling, for eksempel fik en kvinde med brystkræft betalt operationen. Hendes familie havde betalt undersøgelserne, men havde ikke flere penge, da det kom til operation. 

Der er mange tilfælde af kræft blandt indbyggerne i landsbyen, men ellers er malaria den mest gængse sygdom. Desuden har mange problemer med øjnene på grund af sand og for kvindernes vedkommende på grund af røg fra ildstedet, når de laver mad. Gigt er også hyppig, selv blandt unge. 

Det er Nathalie, Léocadies lillesøster, der hjælper med at tage kontakt til hospital, transportere patienter o.lign. Hun læser medicin på sidste år og er allerede begyndt at yde gratis hjælp til Baobab Fonden på samme måde som Léocadie og flere af hendes søskende.

Vi har længe funderet over, hvordan man kan hjælpe aidspatienter. Det er nemlig ikke ligetil. Aids er stadig tabu, selv mellem ægtefæller. Det er helt normalt, at en kvinde eller en mand, der får konstateret aids, ikke siger det til nogen. Af den grund kan vi ikke hjælpe via landsbyens klinik, for ingen vil bruge den.

Aidspatienter tager bussen til nærmeste større by, hvor de anonymt kan modtage behandling og diskret rejse tilbage til landsbyen. Problemet er, at det er dyrt, såvel transporten som behandlingen. Ud over den daglige medicin har aidspatienter jævnligt udgifter til blodprøver og forskellige undersøgelser. Det er så svært at finde penge til den daglige medicin, at det, der ligger udover, er umuligt.

Vi har fundet en direkte og samtidig diskret måde at hjælpe aidspatienter på.

I år blev vi kontaktet af 2 aidspatienter. De følte sig trygge ved vores fremgangsmåde: mange kom forbi Léocadie og mig, mens vi sad i skyggen af et træ. Folk satte sig ned, sludrede og gik så videre. Aidspatienterne gjorde det samme, og ingen får at vide, at vi talte om aids.

 

Hélènes ryg efter 2 ugers behandling
Hélènes ryg inden behandling