Gaver fra Burkina Faso

I år tilbyder Baobab Fonden julegaver, fødselsdagsgaver eller bare gaver i utide, der er fremstillet i Burkina Faso af mange kvinder og en enkelt mand, der alle har fået støtte af fonden til at tage en uddannelse.

De har produceret viskestykker, forklæder og tasker af bomuld, hvilket er meget logisk, da Burkina Faso er en stor producent af bomuld.

I øjeblikket er der en kampagne i landet for at få indbyggerne til at bruge det lokalt vævede bomuldsstof i stedet for at købe billige, importerede tekstiler. Landets nye præsident går forrest ved meget ofte at bære landets traditionelle dragt i vævet bomuld.

 

 

Aïcha Zongo opkøber bomuld og væver stoffet, der nu er blevet til forklæder og viskestykker. Hun væver på fuld kraft, men har også uddelegeret en del af jobbet til andre kvinder, der hermed får glæde af ordren.

Vanessa Nikiéma har fået støtte til en uddannelse som syerske og fik som afslutning på uddannelsen den store ordre fra Baobab Fonden. Den har hjulpet hende i gang som selvstændig syerske.

Madame Tiendrebéogo er syerske og har desuden broderet mange motiver til duge o.lign. Hun er nu blevet mester i at brodere baobabtræer. 

Taskerne er produceret af Léocadies søn, Aristide, der egentlig er uddannet finmekaniker. Det blev for svært at holde gang i sit værksted (reparation af motorcykler), så han begyndte at arbejde sammen med en ven, der har lang erfaring med tekstilområdet. De to unge har stor succes med deres produktion af tasker, t-shirts o. lign. Det hele i bomuld, selvfølgelig!

 

 

Pris:

Forklæde, sort med broderet logo:      100 kr. + forsendelse

Viskestykke, hvidt med broderet logo:   50 kr. + forsendelse

Taske, sort med broderet logo:            100 kr. + forsendelse

 

 

I prisen for hver vare er indberegnet et beløb til Baobab Fondens projekter.

For eksempel betaler vi 30 kr. plus transport (Burkina Faso - Danmark) per viskestykke til producenterne Aïcha, Vanessa og Mme Tiendrebéogo. 

Både forklæder og tasker koster os 70 kr. + transport (Burkina Faso - Danmark).

En del af transporten fra Burkina Faso bliver klaret af Léocadie, der ved hver rejse fylder kufferten op med viskestykker osv. 

 

For at bestille en gave skal man bare sende en mail til Baobab Fonden, og jeg vil fluks sende pakken af sted.

 

Jeg vil slutte med at ønske en glædelig jul 2018 til alle, der støtter Baobab Fonden, og samtidig sende en meget varm tak for hjælpen på modtagernes vegne,

 

Venlig hilsen

Lena

 

 

 

 

 

 

Aïcha har udskiftet sit fysisk hårde arbejde for byggeindustrien med væven - det nyder hendes lunger godt af
Vanessa er nystartet syerske. Sammen med ordren fra Baobab Fonden fik hun en velkendt og velfungerende symaskine.
Madame Tiendrebéogo har tegnet og broderet 750 baobabtræer til Baobab Fonden
Tasken er én af mange varer fra et nystartet firma, der specialiserer sig i tasker og tøj i bomuld
Taskerne kan bestilles i de farver, der ønskes.