Om Baobab Fonden

Under en rejse til Burkina Faso i 2004 tog jeg en beslutning. Ikke en lille ubetydelig en. En stor beslutning, der gav mit liv en anden drejning.

Jeg besøgte kvinder, der har aids. Kvinder, der smides på gaden, når deres mand dør af aids. Mandens familie tager værdierne, herunder evt. børn hvis de er store nok til at arbejde. Kvinden står tilbage – alene, hiv-smittet, oftest med små børn og uden arbejde.

Jeg besøgte et aidscenter, der via sponsorater betaler børns skolegang. På den måde fastholdes børn i skolesystemet og holdes væk fra gaden.

Og så var det, at jeg tog min beslutning: jeg ville formidle en målrettet og direkte hjælp til aids-syge og dermed også give deres liv en anden drejning.

Det blev til flere rejser til Burkina Faso, og den 29. august 2005 blev BaoBab Fonden dannet.

Sidenhen har 150 personer via fonden fået betalt skolegang, uddannelse eller et beløb til at starte en indtægtsgivende aktivitet. Og en hel landsby har fået et mærkbart løft.

Lena Christensen

Her er Léocadie på vej ud til de familier, vi støtter. Motorcyklen føres af Pascaline, en hiv-smittet kvinde, der har modtaget erhvervsstøtte. Som tak er hun vores chauffør. Jeg sidder bag på en anden motorcykel, der føres af Lucie, leder af aidscentret i Ouagadougou.