I går (20. august 2020) modtog jeg en dejlig besked fra Roland: toiletterne til elever og undervisere er nu færdige. Et meget passende tidspunkt, for skolerne begynder i september måned.

Roland bad mig viderebringe en meget stor tak til giverne fra indbyggerne i Ouissiga og især fra lærerne og forældrene til eleverne. Taknemmeligheden er stor. Nu behøver forældrene ikke længere frygte, at børnene bliver bidt af slanger, når de forretter deres nødtørft ude blandt træerne.

 

 

I søndags (12/07/2020) tog Roland ud til landsbyen Ouissiga for at modtage de ældstes velsignelse til projektet. Sådan gør han altid, når Baobab Fonden har fundet støtte til et nyt projekt: vandboring, skolebyggeri eller som her toiletter til Koinkin-kvarteret. Listen over projekter er heldigvis lang - takket være gavmilde sponsorer!

 

 

Roland har været ansvarlig for samtlige byggerier i Ouissiga og bliver altid taget imod med stor glæde og taknemmelighed. Hans far blev født i landsbyen, og hans søster Léocadie har ledsaget mig dertil gennem mange år. Af respekt for deres far, Jean-Baptiste Ouadéba, og for de gavmilde sponsorer i Danmark slutter indbyggerne aktivt op om hvert projekt og sætter en ære i at yde deres del.

 

 

Toiletterne kræver en del gravearbejde, og det foregår manuelt. Lokale mænd bliver lønnet for det arbejde, mens flere fagfolk skal hentes ind fra hovedstaden. Arbejdet med at hente vand og sand (kvinder) og blande cement og lave mursten (mænd) udføres gratis som landsbyens tilskud til projektet.

 

 

Arbejdet er begyndt, og indtil videre giver regntiden ikke problemer. Undertiden kommer regnen så voldsomt, at den ødelægger mere end den gavner. I år kom regnen tidligt, midt i maj, og det regner stadig.

 

 

 

Mål: 2 blokke med 3 toiletter til eleverne og 1 blok med to toiletter til underviserne

Pris: 56.583 kr.

Indsamlet per 10. juni 2020:    56.583 kr. 

 

Den 10. juni modtog Baobab Fonden det sidste beløb til opførelse af toiletter ved den lille grundskole i landsbyen. En meget STOR TAK til alle givere!! Det bliver en stor hjælp for lærere og elever.

Beløbet overføres snart, så toiletterne kan være færdige til skoleårets start i september. 

 

I kvarteret Koinkin i udkanten af Ouissiga ligger en lille grundskole med 3 klasselokaler. Den er blevet oprettet, fordi landsbyen vokser.

 

De gode forhold i landsbyen - vand, skoler, sanitære forhold, mikrolån, arbejdspladser osv. - har gjort, at de mænd, der i sin tid rejste til Elfenbenskysten for at arbejde, nu er vendt tilbage til landsbyen.

 

Den lille skole mangler toiletter. Når de små børn forretter deres nødtørft ude blandt træerne, risikerer de at møde slanger. Der er hvert år mindst ét barn, der dør som følge af slangebid.