Min rejse til Burkina Faso oktober 2011

Denne gang var rejsen helt speciel: jeg skulle nemlig deltage i indvielsen af den nye skole i landsbyen Ouissiga. Baobab Fonden har tidligere samlet penge ind til grundskolen for de første 6 klassetrin, men nu gælder det en skole for 6. til 9.klassetrin. Byggeriet omfatter ikke kun skolen, men også en administrationsbygning, en lærerbolig og en vandboring, det hele betalt af en anden Esbjerg-fond, Else og Erik Jørgensens Familiefond! Jeg var da også ledsaget på turen af to repræsentanter fra denne fond, Anne Mønster Aagaard og Lars Wiberg Jørgensen.

Léocadie var taget til Burkina Faso allerede i august for at planlægge indvielsen, og jeg kunne se på hende, at der havde været travlhed og nervøsitet. Da hun i sin tid arbejdede som præfekt i Burkina Faso, havde hun lignende opgaver, så det var velkendt for hende. Noget, hun brugte meget tid på, var at tale med de forskellige i landsbyen og sørge for, at indbyggerne var godt involveret i planlægningen af den 20.oktober 211, en dato, der vil gå ind i landsbyens historie.

Alle officielle gæster holdt positive taler, humøret var bare højt. Vi mindedes også min første snak med kvinderne i 2005, hvor de nævnte en færdiggørelse af grundskolen som et fjernt og sikkert uopnåeligt mål. At man kunne få en skole op til 9.klasse i Ouissiga lå uden for vores forestillingsevne!

Siden 2008 har børnene i landsbyen kunnet afslutte grundskolens 5.klasse, men herefter skulle forældrene finde en familie i en anden by og betale for, at deres barn kunne få kost og logi og gå i skole dér. Det siger sig selv, at de fleste børn måtte forlade skolen. Med den nye skole kan børnene gøre 9.klasse færdig og stadig bo hjemme. Især for pigerne er det en stor gevinst, for de er de første, der bliver nægtet skolegang. 

År 2011 har ikke alene bragt en ny skole til Ouissiga, også træbeplantningen blev gennemført, og det skete i august lige inden regntiden. En repræsentant fra miljøministeriet, der står for træbeplantning i hele landet, kom på besøg i landsbyen og sammensatte træer, der passer til jordbunden og det barske klima. Især eukalyptus-træer blev plantet; indbyggerne ønskede også mangotræer, men det blev afvist, da de kræver for meget vand og ikke er modstandsdygtige nok. Det hele skulle indhegnes, en dyr, men nødvendig indhegning, der kan bruges igen senere.

Da indvielsen af skolen var overstået, gik vi på plantevandring og nød at se de mange træer, der allerede var vokset lidt siden august. Vi lagde dog mærke til, at indhegningen ikke var færdig overalt. Normalt yder indbyggerne gratis arbejdeskraft i forbindelse med de forskellige projekter. Baobab Fonden betalte planter, indhegning og andet materiale, til gengæld skulle indbyggerne plante og indhegne træerne. Sådan arbejder vi altid.

Léocadie indkaldte til et møde,hvor det kom frem, at især fædrene og mødrene til de unge mænd i landsbyen havde udført arbejdet med træerne. De unge mænd fik en opsang af Léocadie, for det er generelt, at de unge mænd ikke møder op, når der skal arbejdes gratis. Det foregik på moré, deres lokale sprog, der er bedst til den slags.

Sent på dagen fik jeg besøg af mange kvinder fra landsbyen. De kom for at 'snakke' med mig, vel at mærke på moré. Hvert år tjekker de mit ordforråd - jeg gør mit bedste. Vi mindes også sammen vores første møde i 2005, hvor de gav mig deres ønskeseddel for landsbyen. Jeg lytter til dem og noterer nye forslag.

Inden afrejsen nåede vi at hilse et par sponsorbørn fra deres sponsorere i Danmark. I landsbyen er der ialt 68 sponsorbørn i grundskolen og 40 sponsorbørn i skolen for 6. til 9.klasse.

Da vi dagen efter kom tilbage til hovedstaden Ouagadougou, aflagde vi besøg hos en hiv-smittet kvinde, der som den første modtog erhvervsstøtte for snart 5 år siden. På det tidspunkt gravede hun sten op og knuste dem for at sælge dem til byggeindustrien, men det var for hårdt, og derfor brugte hun erhvervsstøtten til at købe varer til en bod. Efter et par år købte hun en væv, da boden ikke gav penge nok. Jeg købte stof til hendes sponsor i Esbjerg og hilste også på hendes mentalt retarderede datter, der trives godt på et center for retarderede. Også datteren har en sponsor.

Efter en meget begivenhedsrig uge vender jeg tilbage til Danmark. Med mig har jeg en lang række forslag fra indbyggerne i Ouissiga til nye projekter, der skal forbedre deres hverdag og gøre hjælp udefra overflødig en dag.

De mange forslag vil blive diskuteret med bestyrelsen og som altid med Léocadie. Meget snart vil forslagene kunne ses på vores hjemmeside under Projekter.

 

Til sidst en stor tak til de mange givere!

Venlig hilsen

Lena Christensen

 

PS: Fjorten dage efter vores besøg i landsbyen fik de unge taget sig sammen til at afslutte indhegningen - Léocadies ord havde åbenbart virket efter hensigten.

Indhegningen er færdig
Dagen før indvielsen var der afgang fra Léocadies fars hus med stor oppakning af mad og udstyr til de mange gæster
Vi forlader asfaltvejen og har 7 km til den nye skole. Det nye skilt viser vejen
Også landsbyens chef var med til at modtage os
Den 20.oktober 2011 indvies den nye skole med sang og dans
I den nye 6.klasse var 74 elever tilmeldt, men det blev hurtigt til 116 elever pga. den store mangel på skoler i landet
De mange træer blev plantet i august og vokser godt
Indhegningen er ikke helt færdig. De unge mænd må oppe sig!
Léocadie forklarer de unge mænd om det nødvendige i, at alle deltager i hjælpen til Ouissiga
Kvinderne fortæller om deres dagligdag, og jeg noterer flittigt
Poko går i den nye 6.klasse. Her modtager hun brev fra sin sponsor, en jævnaldrende pige fra Hjerting
Kvinden til venstre fik erhvervsstøtte og sælger nu vævet stof, som Léocadie har taget under armen